Archive for november, 2008

Elsparefonden har sparet på usability

tirsdag, november 18th, 2008

Der er ikke noget bedre end en dårlig online oplevelse, som kan få en til tasterne. Jeg føler mig næsten som en læserbrevs-skribent, der har fundet noget frækt i avisen. Men jeg er unægteligt ubehageligt overrasket over hvad der var sket med min kære Klub1000, et lille undersite til elsparefonden, hvor jeg kunne indtaste mine el-forbrugsdata og se om jeg var under 1000kwh pr. person i min hustand. Enkel lille service: Indtast elmålerens visning, se på graf om du er over eller under det ønskede niveau. Men Klub1000 er blevet opslugt af et nyt og større projekt: MinBolig.

Jeg er tilhænger af fornyelse, af innovation, af teknologiens muligheder, men jeg er ikke særligt begrejstret for elsparefondens introduktion af MinBolig! Slet ikke hvis jeg tager mine usabilitybriller på (og briller på det har man faktisk helt konkret behov for).

Lille udklip der giver indtryk at paletten

Lille udklip der giver indtryk at paletten

For det første blev jeg lidt skuffet over at jeg blev tvunget over i denne nye online applikation, fordi jeg allerede med det samme fornemmede at jeg nu skulle bruge noget nyt, noget større og noget fancy. Men ok, der var ikke noget valg.

Noget overrasket blev jeg da dette ultra-dushede design dukkede frem. Først troede jeg simpelthen at det med vilje var gjort utydeligt, måske fordi det ikke var aktivt eller fordi jeg ventede på noget. Men langsomt gik det op for mig at det sgu var rigtigt nok. Vor herre bevares. Der er ikke ligefrem sjoflet med kontrasten.

Det virker bare helt forkert og jeg tør slet ikke tænke på hvad en almindelig brugertest ville medføre af kommentarer. Selv for mig, en yngre (36), veltrænet IT-person, er det svært at finde rundt i grænsefladen. Det tog mig for eksempel lang tid at opdage at scrollbaren (rulleskakten) – som også er specialdesignet og ikke virker med hjulet på min mus. Great – flot arbejde! (not!)

Så er det bare så underholdende, at opleve alle de ting der ikke virker. For eksempel står der op til flere steder “kommer snart”. Så enten er skidtet halvt færdigt eller også er webmasteren fra dengang hvor det faktisk var cool at have en lille gravende arbejder på sin hjemmeside – UNDER CONSTRUCTION?

Beta eller under construction?

Beta eller under construction?

Nu om dage spiller klaveret altså på en anden måde. Har I ikke hørt om iterativt design, I ved, der hvor man løbende undersøger brugen mens man udvikler og implementerer. Man kunne vel i det mindste følge de-facto standarden og skrive “beta” og så fjerne de features der ikke er klar. Vi brugere skal nok bruge dem når de kommer – det lover vi – hvis de altså er lavet ordentligt…

Og så gode gamle flash, åh, du hidgangne vidunder. Du kan så meget og samtidigt er du så ubarmhjertig. Menuer der er animerede? Hvor er det bare 90′er agtigt. Det ligner næsten noget jeg selv kunne have lavet for mange år siden. Men det er bare irriterende at bruge. Knapperne forsvinder eller bevæger sig når man trykker på dem.

Knapperne er animerede, hvis de virker

Knapperne er animerede, hvis de virker

Menuen her udmærker sig også på en anden interessant måde, som jeg også finder meget kendetegnende for hele dette projekt. Hjælp virker ikke! Det er bare en klassiker. Nej, det laver vi da til sidst, når vi er færdigt med at bygge alt det andet du ikke kan finde ud af at bruge. Knappen ved siden af (der så betyder “Gem ændringer”, ved jeg slet ikke hvad jeg skal bruge til).

Hvem har designet det lort?
(Det har siden vist sig at det er Hello Group)

Det er sjældent set så dårligt, på noget så stort og forkromet. Jeg nægter at tro på at der er lavet løbende usabilitytests på det arbejde. I skulle fandme skamme jer!

Det skal laves om hurtigst muligt, ellers forudser jeg en gigantisk dårligt fremtid for denne online applikation.

I mellemtiden har mit el-selskab, Dong, vist mig vejen til deres online system, til at monitorere mit el-forbrug. Det er sobert og enkelt lavet. Og sådan er det så utaknemmeligt på Internettet. Jeg går bare derover og lader MinBolig sejle i sit eget bræk (det ligner det jo!). En eller anden guru har sikkert sagt, at brugerne kun er et klik væk fra at gå til konkurrentens side. Denne gang fik guruen såmænd ret.

Det bekræfter kun alt det jeg selv underviser i omkring usability. Hvorfor skal vi interessere os for usability?

DERFOR!

Så gå ind på minbolig.elsparefonden.dk – oplev det og ti det så ihjel.

Olih

(Skal I lige have den her med, under “Beskeder fra MinBolig”:)

Så ved man den er helt gal...

Så ved man den er helt gal...