I år er det 10 år siden jeg blev færdig som Mediekoordinator (a’hva for en fisk?). I mellemtiden kom den uddannelse til at hedde Multimediedesigner og blev langt mere praksis-orienteret end den var for os. Vi rodede mest rundt i konceptudvikling, innovation og projektledelse, men vi fik da også leget med en masse computere. Vi lavede CD-rommer (kan du huske dem?) og multimedie – ja og hjemmesider med flaaaashj!
Sjovt nok synes den “nye” titel, Multimediekoordinator, at være lige så forældet som Mediekoordinator hurtigt blev. Multimedier, hvad er det? Det er jo en lækker fællesbetegnelse, men idag ville jeg vove den påstand, at det ville være nok at sige “web” eller “software”. Ok, der skal nok være en masse ind imellem, men faktum er at det ofte er i en af de to gryder vi IT-mennesker ender. Det jeg også prøver at sige er, at særligt indenfor usability er der to “skoler”. Hvis man vil (og det vil jeg da så lige nu), kan man på mange måder opdele usability-metoder, usability-relaterede fagområder, udviklingsprocesser – ja endda forståelse og perspektiver – i to.
Indenfor softwareudvikling, så er usability faktisk traditionelt en ret effektivitets-orienteret tilgang, der tester op mod en række metrikker (kvantitative optællinger). Indenfor er det begreb så begrænset (synes nogle) at man har valgt at kalde det User Experience. Men netop de to begreber og deres umiddelbare forskel vidner også om forskellige perspektiver på brugen af produktet.
Eyetracking er hot på web, jeg har endnu ikke hørt om det indenfor softwareudvikling. Det samme gælder A/B tests (man udsender løbende forskellige version til brugergrupper og sammenligner brugsdata). Empiriske data er faktisk populære på nettet, hvor analyse af serverstatitik og fornævnte eyetracking vinder frem – og efterhånden bliver tilgængeligt for flere. Google laver google.analytics og jeg ved at der arbejder på højtryk for at lave billige eyetrackere. På mange måder skaber nettets brugssituation og lidt uklare målgrupper, et behov for at få tjekket at skidtet også bruges og virker.
Sådan er traditionen ikke indenfor softwareudvikling. Tværtimod. Jeg oplever i min hverdag, at gode dyder fra usabilitiens højtid fra 90′erne, omkring at brugervenlighedsteste, bliver skubbet til siden af store præfabrikerede og teknisk superkomplekse løsninger, hvor brugergrænseflader kommer i en standard som man ikke skal rode for meget ved. Brugervenligheden er blevet standard, synes nogle at mene (derfor kan de aflyse designfasen). Vi andre synes stadig, at der skal arbejdes for sagen.
Jeg oplever ofte projektledere og usabilitykompetencer, derude i softwarebranchen, der klager deres nød, fordi de kreative designprocesser og forståelsen for kvalitet i brugen, bliver tromlet af alle mulige andre prioriteter. Så usability har reelt aldrig førsteprioritet, der er langt til den strategisk brugercentrerede virksomhed (UMM level E).
Så måske har brugervenligheden i Jakob Nielsens navn vundet på nettet (læs: Sejret sig selv ihjel), men den erkendelse eller forståelse, siver kun meget langsomt ned i softwareudviklingen.
Hvilket bringer mig tilbage til de ti år der er gået, siden jeg blev mediekoordinator. Dengang tænkte vi ikke på usability overhovedet (jeg var med til designe en app der havde et tastatur hvor tasternes rækkefølge hed “abcdefg….osv”). Vi havde meget mere travlt med koncepterne og teknologien. Den tankegang vi grundlagde dengang sidder stadig dybt i mange af os.
Så vi nærmer os en ubehagelig konklusion:
Rigtigt mange steder er forståelsen af hvordan moderne software udvikles = forældet!
For den er udtryk for en über-specialiseret, teknologi-fikseret og ingenør-agtig forståelse. Ikke på en helhedsorienteret og strategisk funderet kvalitetsforståelse – fx for hvordan produktet bruges, når det er afleveret til kunde/marked. Det kan godt være ledelsen sidder med den tilgang (Don’t bet on it), men den er ikke forankret i medarbejderne.
Jeg tror personligt vi er nået til en situation hvor mange projektdeltagere tænker – “Brugervenlighed er vigtigt, det ved vi godt, vi ved bare ikke hvordan vi arbejder med det”.
De ti år er gået. Vi tales ved om ti år…
Til den tid er argumenterne de samme, udfordringerne de samme!
Giv ikke op
Ole G.
Mediekoordinathoor
