En blogpost hos Adaptive Path lægger op til flere forskellige diskussioner. Det primære er, at nogle begreber og forståelser indenfor design og User Experience, er ved at blive så almindelige, at nogle oplever det som et faresignal. Noget man skal være påpasselig overfor.
En af kommentarerne til dette indlæg nævner, at mange virksomheder taler om innovation og bruger-centreret tilgang i iterative designprocesser, hvor der skal tænkes ud af boksen (ja, måske kan jeg godt fornemme ,at det er noget vi hører igen og igen) – men at meget få, helhjertet, også har disse tilgange implementeret.
Jeg er enig. Men det er nok naturlig at smøre lidt rigeligt på. Tidligere har jeg gjort mig klog på, at “brugervenlighed” har sejret sig selv ihjel. Det er blevet et gratis, udhulet, helt overordnet og flertydigt begreb, noget alle forventer og fejlagtigt tror er implicit i alle digitale produkter. Men jeg tror også, at forholdet mellem det der siges i reklameøjemed og det er foregår i udviklingsprocessen, stikker dybere end som så.
Indenfor usability (og andre fagområder) taler man om say-do konflikter: At brugerne siger en ting, men gør en anden. Hvilket også er grunden til, at vi gerne vil se dem in action når vi brugervenligheds-tester. Det samme gør sig gældende når vi snakker om usability i udviklingsprocesser. Vi kan allesammen nikke og være enige. “Ja, naturligvis laver vi det brugervenligt”. Men når det kommer til stykket, så er det nemmere sagt end gjort. Af mange grunde.
En grund kunne være, at vi simpelthen ikke er vant til at lade et brugscentreret designprincip overskygge andre traditionelt fremherskende opfattelser af, hvad der er rigtigt og forkert – og som dermed styrer vores overordnede prioritering og beslutningsproces. Hvis vi er tekniske specialister, så forventer vi at være vidende om hvordan tingene laves bedst, ikke være flæbende fjolser, der hele tiden skal have de besværlige brugere til at kvalificere det for os. Hvis vi er projektledere, så vil vi tage hurtige og effektive beslutninger – eller hvad ved jeg. På den måde kræver det en samlet og eksplicit forståelse af et brugscentreret princip, før at alle designbeslutninger tages på et brugerkvalificeret grundlag. Og en sådan forståelse kommer ikke af sig selv…
Det kræver en hvis styrke som organisation – hvorfor det også er en sjældenhed – at være helt skarp på hvornår og hvorfor man laver usability, mens det er ligeså vigtigt at være skarp på hvor man ikke gør det og hvorfor ikke. Men hvis det ikke et tydeligt i et projekt, så er det næsten umuligt at håndtere en usability-proces kvalificeret og systematisk. Så falder de gode intentioner på stribe og vi fik alligevel ikke helt arbejdet med produktet som vi fik lovet hinanden og omverdenen.
Hvad kan vi lære at det? At vi skal gøre hinanden en tjeneste og blive meget præcise, når vi i vores projekter, taler om brugervenlighed eller andre lignende buzzwords. Vi skal tage diskussionen om hvad formålet er, hvilken værdi det skaber og hvordan det skal implementeres og følges til dørs.
Se, allerede der bliver det til en række begreber og tanker, som er nemme og sidde halvsløvt tilbage og nikke til. Ikke desto mindre.
Det er derfor det er svært. Det er derfor opgaven ikke er at sige, men at gøre. Og blive ved med at gøre.







