Idag indtraf en situation ,der med et lærte mig noget nyt om usability og mig selv, på hele tre måder: Personligt, praktisk og metodisk.
Se, jeg havde lavet en variation over en persona og givet den en teknisk betegnelse, som jeg havde afluret hos nogle udviklere. Vores persona hedder normalt Ellen, men jeg havde i stedet skrevet: “Mød ZARB_CASEMAT”. Det sidste er det tekniske navn på rollen i det CRM vi bruger. Jeg følte et behov for at beskrive nogle af de ting som brugerne er frustrerede over i de standardopsætninger der findes af dette CRM. Så under titlen stod fx. at ZARB_CASEMAT “Kun arbejder med tid i timer og minutter, hun forstår ikke hvad kl. 10,72 er” – eller at “Hun interesserer sig ikke for ID numre som 6000000354, men i stedet for CPR-numre”. Begge beskrivelser, dækker funktionalitet der er typiske for dette CRM, hvor tid skal omregnes og hvor alle objekter har et langt ligegyldigt systemisk ID-nummer.
Jeg viste denne visualisering til min nærmeste leder. Hun mente den var provokerende, hvilken hun sagde sådan lidt lavmælt. Det kan jeg som sådan godt følge, jeg havde grint i skægget over indholdet. Det var lavet for at sætte tingene lidt på spidsen, men ikke desto mindre er det empirisk korrekte antagelser. Det ved jeg, fordi jeg har spurgt brugerne.
Men da hun sagde det, fik jeg tre interessante tanker:
1) En slags skam, over at have provokeret nogen, måske ennda uretmæssigt. Jeg fik lyst til at sige undskyld og forestillede mig straks, at nogle ville blive oprigtigt sure. Det var den personlige, følelsemæssige respons. Den er så nu, mindre relevant og interessant.
2) Et modsvar i mig der sagde: Ja, det er skam også meningen. Vi skal provokere hinanden til at “tænke ud af boksen” (som det hedder når det er helt moderne og røv-irriterende, men hvor vi ikke kan sætte ord på det). Vi skal rykke ved hinanden og ændre på de ting vi gør dårligt. Det er en vigtig funktion at kunne provokere, eller i det mindste at udfordre. Hvorfor skal udviklerne på projektet ikke have det råt for usødet: Vores brugere forstår simpelthen ikke de ting I leverer, lær det og lav det om næste gang. Hold op med at lave midlertidige løsninger med ID-numre og beregninger, begyndt at tænke helhedsorienteret og brugs-relateret. I er fortidslævn fra IT-stenalderen når I opfører jer sådan.
3) Og måske mest interessant. Så det er mig der provokerer? Næ, hov. Vent lige en gang. Jeg bliver jo dagligt provokeret af de ting der kommer fra denne standard CRM løsning. Provokeret over hvor menneskefjendsk IT kan laves stadigvæk. Provokeret over, at det er mig der evig og altid skal råbe op og gøre opmærksom på at de ting skal ændres eller helt fjernes – jeg skal endda begrunde det!
Her kan jeg synge min gamle traver om, at det altid er usabilityfolket der skal prædike, skal være bannerførere, skal hænge ting op og skabe dialog, skal visualisere. Jeg plejer at sige: Vis mig den virksomhed hvor udviklerne mødes og diskuterer hvordan de kan tilpasse deres metoder, så det er lettere for usabilitykompetencer at bidrage til deres processer. Hvor de arbejder metodisk på at finde en måde at inddrage usability i deres arbejde. Vis mig en lærebog om udvikling eller et programmeringssprog, der starter med to kapitler om hvilke udfordringer der er, ved at kommunikere med alle de humanistiske kompetencer med deres kvalitative beskrivelser. Vis mig det!
Men ingen har ondt af lille mig. Ingen bekymrer sig om ham der “UI-manden”, der blot vil sikre at de endelige brugere kan forstå, hvad helvede der står på skærmen. Det må han selv klare, men han skal ikke komme og provokere os i vores hellige haller. ID numre er vigtige i vores arbejde og de skal være lange, så vi kan mange af dem og de skal blande bogstaver og tal godt og grundigt, så man aldrig nogensinde kan skille dem fra hinanden, selvom de aldrig er ens.
Så det var, på mange måder, en god og brugbar provokation. Og heldigvis fik jeg flere email-svar fra udviklerne, der faktisk tog det med et smil og godt forstod hentydningen.
ZARB_CASEMAT lever og har det godt med hendes provokerende rolle. Men hun giver ikke op. Hun forstår ikke hvorfor hun skal regne ting i hovedet, når hun sidder foran en kæmpe regnemaskine. Hun forstår stadigvæk ikke hvorfor ting er blevet lavet til objekter og hvorfor tre sammenhængende objekter på samme tid kan have statusser, der hedder henholdvis “Opstået”, “frigivet” og “afsluttet”. Det gør jeg heller ikke. Og det provokerer mig. Så jeg prøver blot at sende aben videre…
Så nemt skal ‘de’ ikke slippe 
Olhan
