En af kommentarerne til dette indlæg nævner, at mange virksomheder taler om innovation og bruger-centreret tilgang i iterative designprocesser, hvor der skal tænkes ud af boksen (ja, måske kan jeg godt fornemme ,at det er noget vi hører igen og igen) – men at meget få, helhjertet, også har disse tilgange implementeret.

Jeg er enig. Men det er nok naturlig at smøre lidt rigeligt på. Tidligere har jeg gjort mig klog på, at “brugervenlighed” har sejret sig selv ihjel. Det er blevet et gratis, udhulet, helt overordnet og flertydigt begreb, noget alle forventer og fejlagtigt tror er implicit i alle digitale produkter. Men jeg tror også, at forholdet mellem det der siges i reklameøjemed og det er foregår i udviklingsprocessen, stikker dybere end som så.

Indenfor usability (og andre fagområder) taler man om say-do konflikter: At brugerne siger en ting, men gør en anden. Hvilket også er grunden til, at vi gerne vil se dem in action når vi brugervenligheds-tester. Det samme gør sig gældende når vi snakker om usability i udviklingsprocesser. Vi kan allesammen nikke og være enige. “Ja, naturligvis laver vi det brugervenligt”. Men når det kommer til stykket, så er det nemmere sagt end gjort. Af mange grunde.

En grund kunne være, at vi simpelthen ikke er vant til at lade et brugscentreret designprincip overskygge andre traditionelt fremherskende opfattelser af, hvad der er rigtigt og forkert – og som dermed styrer vores overordnede prioritering og beslutningsproces. Hvis vi er tekniske specialister, så forventer vi at være vidende om hvordan tingene laves bedst, ikke være flæbende fjolser, der hele tiden skal have de besværlige brugere til at kvalificere det for os. Hvis vi er projektledere, så vil vi tage hurtige og effektive beslutninger – eller hvad ved jeg. På den måde kræver det en samlet og eksplicit forståelse af et brugscentreret princip, før at alle designbeslutninger tages på et brugerkvalificeret grundlag. Og en sådan forståelse kommer ikke af sig selv…

Det kræver en hvis styrke som organisation – hvorfor det også er en sjældenhed – at være helt skarp på hvornår og hvorfor man laver usability, mens det er ligeså vigtigt at være skarp på hvor man ikke gør det og hvorfor ikke. Men hvis det ikke et tydeligt i et projekt, så er det næsten umuligt at håndtere en usability-proces kvalificeret og systematisk. Så falder de gode intentioner på stribe og vi fik alligevel ikke helt arbejdet med produktet som vi fik lovet hinanden og omverdenen.

Hvad kan vi lære at det? At vi skal gøre hinanden en tjeneste og blive meget præcise, når vi i vores projekter, taler om brugervenlighed eller andre lignende buzzwords. Vi skal tage diskussionen om hvad formålet er, hvilken værdi det skaber og hvordan det skal implementeres og følges til dørs.

Se, allerede der bliver det til en række begreber og tanker, som er nemme og sidde halvsløvt tilbage og nikke til. Ikke desto mindre.

Det er derfor det er svært. Det er derfor opgaven ikke er at sige, men at gøre. Og blive ved med at gøre.

Mit take er, at artiklen arbejder med at forstå hvorfor vi skal have beskrevne processer for arbejdet med usability, hvorfor det giver mening at følge dem og – som er artiklens omdrejningspunkt – hvorfor man kunne tænkes at fravige disse processer. Det er nogle gode overvejelser, der sætter mine tanker på to spor.

1) De mest interessante begrundelser i artiklen, er efter min mening ikke mangel på ressourcer. Mere relevant tror jeg det er, at se på det bevidste valg (som også kan være på baggrund af mangel på ressourcer) eller at se på den manglende erfaring.  Jeg tror dog at det i endnu højere grad handler om det ubevidste valg (som trods alt også er en slags mangel på erfaring), et ubevidst valg der (ikke) fortages, fordi der ikke er forståelse for hvilken betydning processerne har og hvorfor den kvalitet der kommer ud af det er vigtig.

2) Og netop kvalitet synes jeg er et meget interessant begreb. Usability er en kvalitetsegenskab, men kvalitet er en svær og underlig størrelse. Jeg ved meget om usability som kvalitet, men ikke så meget om kvalitet som grundlæggende idé. Men umiddelbart tænker jeg at kvalitet er svært, fordi det er en samlet, tværgående størrelse, noget der både ligger hos den enkelte, men som også opstår af helheden. Det er noget der ikke opstår af sig selv, men som skal passes (selvom alt har en kvalitet). Det skal passes fra start til slut (og også bagefter..), med evaluering og justering undervejs. Det handler om styring, om motivation og alt muligt andet.

Så overordnet mener jeg vi skal lære at forstå kvaliteten. Vi skal forstå hvad den koster og hvad den er værd. Vi skal forstå hvordan den passes igennem en række processer og hvordan den enkelte bidrager til det.

OLe