Det giver på mange måde god mening at “ekspertvurdere” indenfor usability. Det er hurtigere og relativt billigere end så mange andre testformer. Metoden kan udføres individuelt og uafhængigt af den øvrige organisations rammer og ressourcer. Ekspertvurderinger er glimrende til at bakke op under andre testmetoder, enten som forberedelse eller som den lille alternative metode der kan udføres indimellem de øvrige.
Og hvis det er en udfordring at sikre ensartethed og kvalitet indenfor brugervenlighedstests, så mener jeg det står endnu værre til med ekspertvurderingerne. Men, der er dog den store forskel, at ekspertvurderinger som oftest foretages af personer indenfor et projekt, mens brugervenlighedstest som regel sendes til konsulenter eller eksterne kompetencer.
Lad mig i denne sammenhæng definere eksperten som ‘usability-kompetencen’. Altså den person, der ved noget om usability i organisationen. Jeg accepterer, at denne kompetence ikke altid kan kaldes “ekspert”, men hvis vi først skal finde ud af hvem der er eksperter før der må evalueres, så kommer vi aldrig igang.
I samme åndedrag er det nok også fornuftigt at tale om en vurdering og ikke en test. Ekspertvurderingen (også selv om vi kalder det usability-evaluering), er og bliver jo en subjektiv vurdering, baseret på ekspertens skøn. Så i princippet er ekspertvurderingen bare en ekspert, der synes noget nogenlunde kvalificeret om usability i et produkt.
Men skal vi tale om rigtig ‘metode’, så skal der nok mere til:
Metode: Systematisk og fastlagt fremgangsmåde som anvendes når et arbejde skal udføres el. et problem løses. [sproget.dk]
Ordet ‘systematisk’ er for mig synonym med værdi, når det gælder ekspertvurdering. Helhedsorienteret og systematisk, ynder jeg at sige. For hvis metoden skal give værdi, så bør man kræve at der bruges en metodisk (og deri systematisk) tilgang, så vurderingen netop ikke bliver tilfældig og “alt for” subjektiv.
Nu har jeg så på fire semestre på IT-Universitetet, undervist studerende i at lave ekspertvurdering, med udgangspunkt i den heuristiske evaluering, som den mere eller mindre blev beskrevet af Molich og Nielsen engang i 90′erne. Resultatet taler sit tydelige sprog, det er en svær metode at få noget systematisk ud af, svær at skabe nogen reel værdi fra.
Derfor har jeg søgt efter måder at foretage ekspertvurderinger på, både igennem at opstille “hjemmelavede” metoder, hvor de studerende selv definerer områder eller features, som de så udsatte for undersøgende spørgsmål – og igennem at afsøge markedet for andre metoder, der kan fungere som grundlag for ekspertvurderinger.
I denne omgang vil jeg blot skitsere et overblik, som jeg selv bruger og har glæde af.
Jeg vælger at dele ekspertvurderinger op i tre typer:
- Design-baserede
- Usability-guideline baserede
- Kognitivt funderede (i mangel af bedre navn)
Lad mig kort beskrive hvorfor og hvilke:
1) For langt de fleste webdesignere, webmastere, webredaktører, webudviklere, webdesignere og alle disse deltagere i web-udviklingen (som ikke har et explicit fokus på usability, men har det som delopgave), er den nemmeste måde at sikre høj brugbarhed, at se på bedste praksis, de-facto standarder og designmønstre. Med udgangspunkt i samlinger af sådanne design-guidelines, kan man sammenligne med sin egen løsning og vurdere om produktet er på rette vej. Der findes også virkeligt mange interaktions-design bøger, der opstiller sådanne retningslinjer.
Metodisk står disse guidelines svagt (man skal nemlig oftest selv lave metoden), men i praksis tror jeg de har enorm betydning. Jeg hører stadig personer der taler om “3 klik fra startsiden” og lignende forenklede brug-retningslinjer, som er alt for generelle og i værste fald forældede. Men igen, det er nemt at forholde sig til og det giver i første omgang hurtige, relativt store og synlige resultater. Det kunne der sagtens komme noget god metode ud af, så længe design-principperne vedligeholdes til at afspejle tidens erfaringer.
2) Den føromtalte heuristiske evaluering hører til i kategorien usability-guidelines. Heuristikkerne er nogle overordnede begreber, der beskriver vigtige forhold i interaktionen og dialogen mellem bruger og system. Den store udfordring ved heuristikkerne, er at eksperten selv “oversætte” heuristik til design og omvendt. Visse heuristikker er svære at oversætte til konkrete design og jeg har set rigtigt mange ekspertvurderinger, hvor selv meget relevante heuristikker aldrig kommer i spil. Så metoden sikrer en systematisk tilgang, men det hjælper ikke stort, hvis man ikke er ekspert nok til forstå dem.
Der findes en del forskellige samlinger af usability-guidelines, de fleste funderet i forståelse som den Donald Norman præsenterer i “The Design of Everyday Things”. De kræver næsten altid en medfølgende beskrivelse, for ellers kan de være for abstrakte. En af pointerne i min egen beskrivelse af ekspertvueringen i “Usability, Testmetoder…”, var netop at give en bedre beskrivelse af hvordan Nielsen/Molich’s heuristikker kan forstås helt praktisk og konkret – så ikke-endnu-eksperter også kan få glæde af den heuristiske evaluering. Mit bedste bud på en mere nutidig tilgang findes i “A Comparative Evaluation of Heuristic-Based Usability Inspection Methods”
Chattratichart, J. & Lindgaard, G. – den kan du findes på ACM, hvis du har adgang dertil.
3) De kognitivt funderede metoder indbefatter metoder som kognitiv gennemgang og Metaphors of Thinking (MOT). Begge metoder tager udgangspunkt i de kognitive processer der foregår i brugerens hjerne når der interageres. Den kognitive gennemgang er en systematisk tilgang til det Norman kalder “Action Cycle“, som er en model over de trin vores tankeprocesser gennemgår i en interaktion (eller handling). Men metoden siger til gengæld ikke noget om hvilke dele af løsningen der skal gennemgåes. MOT tager udgangspunkt 5 metaforer, der tilsammen beskriver 5 forskellige måder vores tankeprocesser fungerer på (meget kort fortalt, læs selv mere…).
Lidt firkantet kan man sige at 1) tager udgangspunkt i designet, 2) tager udgangspunkt i interaktionen og 3) tager udgangspunkt i brugeren. Man kan også sige at forholdet til det konkrekte design der evalueres, bliver mere abstrakt, jo længere man bevæger sig væk fra design-guidelines (hvilket også forklarer behovet for at give klare design-eksempler i de mest abstrakte metoder).
Ok, det var en meget hurtig og generel beskrivelse, men den tjener alligevel til det formål at udpege forskellige typer af tilgange til ekspertvurderingen. Jeg ser dem ofte blandet sammen, fx ligger kendskabet design-guidelines ofte til grund for de problemer der identificeres i de heuristiske evalueringer.
Sidst jeg bad en gruppe usability-kompetencer gennemgå et website med MOT, oplevede jeg at de sagde “jamen, så snart man sætter sig i brugerens sted, så finder man jo altid problemer”. Det skal nok være rigtigt, men det vigtige her er måske netop at lade sig lede og styre af systematikken. At forstå, at uden metodikken, så bliver resultatet aldrig større end ekspertens eget kendskab til usability-problemer eller end af de spørgsmål eksperten så lidt tilfældigt får stillet til designet. Mere konkret betyder det sandsynligvis, at mange ekspertvurderinger kunne blive langt mere værdifulde, samtidigt med at de kunne give et øget fokus på de dele af interaktionen, som ligger udenfor eskpertens vidensfelt (men som måske i langt højere grad ligger indenfor brugerens).
Her bevæger jeg så måske ind på et område, hvor det begynder at gøre lidt ondt på mange, nemlig det faktiske kendskab til, og erfaring med, metoderne – professionalismen kunne jeg måske også være lidt kæk og kalde det. Men ikke mere om det nu.
Herfra vil jeg selv fortsætte med at undersøge og forstå disse metoder, for bedre at kunne rådgive de studerende på IT-Universitetet når de skal igang med ekspertvurderingens glæder. Men jeg håber ovenstående opdeling kan tjene til lidt indsigt, ligesom jeg selv vil prøve at udbygge dne opdeling, ved at knytte metoder og variationer på, i takt med at jeg finder dem. Du kan jo vælge at tilføje eller korrigere…
Ohlhu
