Posts Tagged ‘google analytics’

Fra Google Anlytics til bedre usability?

mandag, oktober 10th, 2011

Den 4. oktober have jeg i SIGCHI.dk regi, arrangeret 3 oplæg under titlen "Fra Google Analytics til bedre usability". Steen Rasmussen fra IIH Nordic og Chrilles Wybrandt fra Misura.dk og jeg selv, talte om hvordan Google Analytics (GA) kan bruges til at skabe bedre websites. I dette indlæg vil jeg gentage mine egne vigtigste pointer, samt sætte lidt flere ord på.

Men først vil jeg sige, at selvom arrangementet rent praktisk var en succes og deltagelse god, så mener jeg ikke rigtigt vi fik svaret på spørgsmålet om, hvordan GA kan bruges til at skabe bedre usability.

Det er måske også grunden til, at jeg gerne vil uddybe her – ikke for nødvendigvis at give et konkret svar, men mere for at sige hvorfor jeg (der trods alt kalder sig usability specialist) synes det er svært – men også interessant – at stille et tilfredsstillende svar.

Hvis du har lyst, kan du se mit oplæg på youtube her:

Link til kommenterede powerpoint slides.

Her kort indlæggets hovedpointer:

Afdækkende/problemsøgende – bekræftende/kvalificerende
For mig er den primære brug af GA: Enten at afdække problemstillinger, altså at identificere steder hvor "det gør ondt" – eller at kvalificere ændringer, altså at se på udviklingen i data, for at vurdere om en designændring har givet den ønskede virkning. I de to dele ligger der ikke selve forbedringen og det er måske en af grundene til at det ikke er GA, men andre processer, der bruges til at skabe bedre usability.

Effekt, effektivitet, tilfredshed
Er jo de tre overordnede dimensioner af brug, som de er beskrevet i ISO-definitionen for usability (9241). Min pointe her er, at vi ikke kan bruge GA til at måle på tilfredsheden, ligesom at det sjældent virker frugtbart at se på de data, der kan bruges til at måle på effektiviteten, fx brugerens tidsforbrug, antallet af sider de kigger på eller antallet af klik. Tilbage bliver "effekt", der primært handler om hvorvidt brugeren kan gennemføre sin opgave. GA kan bruges til at vurdere, hvor langt brugeren kom på vej mod et givent mål, hvordan det end er defineret. Det helt typisk den type viden jeg selv henter fra GA.

Det store webanalyse spørgsmål: Hvad vil du gerne vide
Jeg opfordrer til at du slukker din computer og spørger dig selv: Hvad er det du gerne vil have svar på. Få det formuleret, inden du igen drukner dig selv i tal og grafer der fiser op og ned. Som i alle andre projekter, er det vigtigt at have de rigtige briller på inden du går i gang. Det gælder i særdeleshed også i GA. Formuler det som helt almindelige spørgsmål: "Hvor mange af de brugere der kommer til vores site via forsiden, klikker på billedet øverst på siden?".

De gode svar er relative = du skal bruge mål og konverteringsrater
Det har hjulpet mig at se helt afgrænset på forholdet mellem to elementer i GA. Fx mellem to sider (lad os sige forsiden til en underside) eller en side og et mål (som defineret i GA) eller en side og en hændelse (også kaldet event). Rigtigt mange spørgsmål går på hvordan en sådan konverteringsrate ser ud, forholdet mellem en indgang og et mål. I e-handel tales der meget om konverteringsrater og købstragt og lignende, der på en måde er en række sider/hændelser i rækkefølge, hvor man følger frafaldet undervejs mål et slutmål. I den slags arbejde er mål og proces ret tydeligt formuleret, men alle andre kan også få glæde af at formulere mål for deres site. Det kan være svært for fx websites der mest handler om information/kommunikation, men jeg mener nu alligevel det med fordel kan gøres. Kun derved kan man klarere få et sammenligneligt billede af hvordan bestemte dele af ens site "performer".

Dashboard og event tracking
Der er to steder i GA som jeg trækker frem her. Dashboarded, som man i den nye version af GA kan lave mange af, kan bruges til at: Kommunikere resultater og prioritere ting man vil holde øje med – de af dine kollegaer der ikke bruger GA så tit, kan med fordel gå ind der og se de tal de lige har brug for. Du kan selv bruge det til at holde fokus på de ting der er vigtige for din rolle. Det er let at lave rapporter og præsentere dem på dashboarded. Et glimrende værktøj.

Event tracking har jeg skrevet om tidligere. Det korte budskab her er, at det giver mulighed for at opsætte og styre nogle forsøg, hvor du kan måle på udvalgte elementer på dit website (også ting som ikke er sidevisninger) og bruge disse tal i sammenhæng med alle de andre dejlige tal i GA. I min præsentation taler jeg om tracking af video og hvordan jeg kan give min kollega nogle enkle bud på hvordan hans video-elementer klarer sig (ikke at det direkte er usability, men eksemplet viser hvordan GA kan bruges til at mål på brugen af bestemte dele af sitet).

På det sidste slide  (i videoen altså) opsummerer jeg bare nogle pointer fra ovenstående.

Fra GA til bedre usability?
Her til sidst vil jeg blot tilføje, at jeg tror min vigtigste pointe er at GA er et værktøj der indgår i den cyklus der altid opstår omkring usability: Der afdækkes nogle problemer, der opstilles designforslag, der måles på de designs, der implementeres og måles måske igen for at overveje en ny iteration. Som jeg startede med at sige, så indgår GA for mig i at afdække og kvalificere.

Dog kan man blive meget god til at identificere problemstillinger, hvilket jo næsten er det samme som at identificere problemer i en brugertest. Hvis vi med større sikkerhed kan sige hvor problemet er, så kan vi tage den viden med når vi skal undersøge hvorfor.

Er det så det samme som at gå fra GA til at vide hvad man skal ændre på sitet? Nej, det er det ikke. Dertil skal heldigvis stadig bruges en menneskelig kompetence, sammen med andre værktøjer, både online og offline. Men GA er stadig et godt værktøj i den proces og det giver mening at undersøge og øve sig I at udvide den del af værktøjskassen.

Jeg arbejder dagligt på at blive bedre til at bruge GA til den opgave og jeg kommer til at lave flere SIGCHI arrangementer om emnet. Håber du vil være med. Husk at SIGCHI er på både facebook og Linkedin og at vi meget gerne hører fra dig med ønsker og erfaringer.

Erfaringer med ‘website optimizere’

fredag, maj 13th, 2011

Jeg får lyst til at dele lidt få erfaringer med at lave test med website optimizere.

Jeg har arbejdet med 3: Google Website Optimizer (GWO), Visual Website Optimizer (VWO) og Optimizely. Sidstnævnte er min nye favorit, grundlæggende fordi:

  1. Måden man oprettet tests er enkel, visuel, brugervenligt (ja!).
  2. Det er supernemt at lave mål (fx tælle konverteringer) – også flere af dem og sammensatte mål.
  3. Hele interfacet virker upåklageligt i firefox 4 (modsat fx VWO) – det er effektivt som værktøj.
  4. Den kode der skal indsættes på websitet er enkel (modsat fx GWO).

VWO og Optimizely har en fordel fremfor Google, nemlig at man kan opsætte testen "direkte på sitet". Jeg skal ikke gøre det i koden, men ser sitet foran mig og kan klikke mig frem til ændringer jeg vil lave. Desværre er VWO's editor ikke så velsmurt og da jeg arbejder ret iterativt (seeing-moving-seeing), så skal jeg åbne og lukke og redigere mange gange, hvilket er tungt tungt tungt i VWO. Det er endnu værre i GWO, fordi jeg kun kan bruge kode. Så jeg skal visuelt rette siden til i et andet værktøj og så kopiere koden over i GWO.

GWO koster gratis, hvilket er umuligt at slå, men er også mere "hakkebræt". Jeg skal indsætte mindst 3 scripts i Googles version – endda forskellige steder, mens jeg i de andre kun skal indsætte 1. Om Googles version er mere effektiv, rent performance-mæssigt, aner jeg ikke noget om.

I Optimizely bruges <div> tags som målepunkter. Det er genialt. Ud over at det virker rigtigt godt, så betyder det også at jeg fx kan markere en hel menu og gøre den til et mål. Det giver rigtig god mening, hvis jeg vil vurdere om brugeren klikker på menuen eller på indholdet. I de andre to værktøjer, oplever jeg det som at jeg skal vælge bestemte elementer eller links.

Optimizely har også lavet en anden genial feature. Nemlig at kan kan indsætte et javascript event et vilkårligt sted på websitet og så kalde det som mål fra sine tests. Jeg kan altså indsætte et event når min kunde putter noget i kurven og så kalde det event fra nye tests jeg opretter. Jeg skal ikke tilbage og rette i det events kode eller oprette event for hver test. En kodestump der kan kaldes alle steder fra. Det er virkeligt godt tænkt.

Det betyder at jeg fx kan køre mine tests rundt omkring på sitet, men altid forholde dem til vigtige overordnede konverteringer, typisk mine salg.

Optimizely viser ikke, som de andre to, resultaterne som grafer. Hvilket jeg egentligt er begyndt at sætte pris på. Graferne er ofte lidt misvisende. Kurverne krydser eller ligger meget tæt og sender nogle signaler der er svære at tyde – så jeg synes man læser sig blind på dem. Nogle gange tolker jeg på graferne, selvom der slet ikke er noget statistisk belæg for det. Optimizely har lavet et enkelt interface, der erfaringsmæssigt er bedre at arbejder med en VWO, selvom sidstnævnte virker mere funky i designet. Men da vi taler om et værktøj, så giver det mening for mig at søge en vis stringens og enkelhed, den kommer en til gode synes jeg.

Optimizely grænsefladen
Optimizelys grænseflade for resultater.

Optimizely er lidt dyrere. Det koster 79$ om måneden hvis man skal op på 20.000 besøg. Det er i den dyrere ende, men ok hvis man arbejder seriøst med et. Ellers har de en lille pakke til 19$ og der bør alle kunne være med. De har selvfølgelig også et 30-dages prøve tid. Er dit site lille og enkelt, så kig på GWO, men er du ikke til kode, så ville jeg kigge på Optimizely.

I VWO har jeg haft en del problemer med at tracke javascript baserede handlinger, fx en formular som blev aktivere af javascript. I Optimizely var det piece of cake. Det er meget sigende. Jeg kørte også en "benchmark" i VWO, hvor jeg testede tre identiske versioner og jeg fik nogle bekymrende store udsving på op til 10%, selvom jeg havde statistisk signifikans på 94% og havde flere hundrede konverteringer. VWO support siger at jeg skal vente på 99% sikkerhed, men jeg synes ikke helt det er det samme de kommunikerer i deres materiale. Så pointen lige her er: Hvis du skal stole på dine data, så skal du vente på et at er statistisk signifikante og er de ændringer små, så tager det lang tid før de viser sig. Det giver sig selv, brugerne reagerer mindre forskellige på små ændringer.

Jo, så har Optimizely også en anden blæret feature: Man kan se sine resultater live. Har man et site med rimelig god traffik, så er det fedt at sidde og følge udviklingen. Lidt nørdet, men sådan er gamet jo i vores branche. Og så kan man sende andre sine testlinks, også en god feature. Det virker gennemtænk.

Det var lidt hurtige noter fra arbejdsbordet. Jeg vil meget gerne i dialog med andre der arbejder med de her ting på et professionelt niveau. Det er svært at finde sparring og erfaringsudveksling lige her (og indenfor event tracking i GA).

Herunder er et reklamebanner til Optimizely. Det giver mig lidt rabat, hvis du tilmelder dig via det link. Til gengæld er jeg så mere lydhør overfor at hjælpe dig. Deal? ;-)

Optimizely badge

2 Gode interaktive oplevelser

onsdag, november 11th, 2009

Når man arbejder (så meget) med usability som jeg gør, så går jeg ofte efter forbedringen. Efter problemet, der skal fikses.

Det er sket at folk har brokket sig (!) og sagt: “Skal vi nu ikke holde op med at pege fingre og finde problemer”. Svaret er umiddelbart nej, men vi skal til gengæld også huske at påpege de gode ting. De positive oplevelser. Her er to små interaktions-slagser af den slags:

TDC's lille formular til feedback nederst på siden

TDC's lille formular til feedback nederst på siden

Den første er den lille formular, hvor man på TDC’s hjemmeside, kan give den aktuelle side lidt feedback med på vejen. Jeg synes den er overskueligt lavet og sender et signal om at TDC arbejder på flytte support-opgaver fra deres telefoner over på deres hjemmeside. Det koncept kunne man sagtens udvise til at indeholde andre spørgsmål. (Selvom man i princippet ikke kan besvare det nederste spørgsmål med et klik).

Nummer to, er denne lille applikation i applikationen på Google Analytics. Jeg glæder mig over de mange muligheder der efterhånden er, for at lave funktionalitet/interaktion/design på nettet:

Periodevælger i Google Analytics

Periodevælger i Google Analytics (klik for at se billede i 100%)

Du kan ikke se interaktionen på dette billede, men man kan altså trække i de små håndtag og helt dynamisk vælge periode, som alternativ til kalendervisningen. Man vælger så henover den faktiske data (det er søjlerne), sådan at man kan vælge en periode hvor der har været brug. Det var lige den mulighed jeg stod og manglede.
Super lækkert implementeret og flot designet.
Den slags positive interaktive oplevelser, gør en mand som mig glad. Jeg tror mit næste job skal være indenfor web-applikationer :-)
Afslutningvis skal jeg lige have den her med. Ventetiden visualialiseret på Telia Erhvervs side. Da jeg skulle ringe, var kl. 12 – hvilket ikek ser så godt ud. Interessant service, som jeg fik gavn af (men jeg ringede alligevel :-) ):
Ventetiden visualiseret på Telia.dk (klik på billede for 100% størrelse)

Ventetiden visualiseret på Telia.dk (klik på billede for 100% størrelse)