En venlig person antydede forleden overfor mig, at han mente, at der indenfor usability, var en lidt kedeligt tendens til altid at skælde ud på “udviklere”. Det er rigtigt. Min forståelse er, at der i nogle situationer er meget god grund til denne kritik, selvom at man skal huske at den ikke er ‘personlig’, men snarere er et udtryk for en generel udfordring indenfor IT-udvikling. Men det er også spredehagl og derfor fejlplaceret kritik i mange tilfælde. Udviklere der interesserer sig for usability, er selvsagt lidt trætte af at høre og læse den slags.
Lad mig lige bruge et par linjer på at beskrive, hvorfor jeg selv mener at den situation er opstået. Mere overordnet går usability eller UX ud på at se på IT-udvikling med et brugs-centreret perspektiv. På et tidspunkt i udviklingsprocessen skal noget tankegods oversættes til mekanik. De der traditionelt ofte har skulle foretage denne oversættelse er udviklerne. De har gerne opgaven med at omsætte nogle krav, som kan være meget overordnede, til noget teknologi. De designer, foretager valg, beslutter. Det er i den proces de ofte ikke er kvalificerede til at – kvalificere. De har en anden faglig baggrund, kommer fra en anden uddannelsesmæssig kultur og er løsningsorienterede. De har som regel slet ikke direkte empirisk indblik i hvordan produktet skal bruges og har ikke mulighed for selv at kvalificere deres designvalg.
Men – og det er her jeg synes man burde ændre retorikken – er det nu også fair at give udviklerne det ansvar og dermed skylden for ikke at arbejde brugercentreret nok?
Nej, naturligvis ikke. Det skal de heller ikke umiddelbart, det er ikke deres opgave. På samme måde som jeg ikke skal bestemme hvordan en teknisk validering skal skrives eller bestemme hvordan databasen bedst normaliseres.
Skylden må i første omgang placeres hos ledelsen. Den ledelse, der ikke sikrer at der er kompetencer og ressourcer til rådighed, til at få kvalificeret designbeslutninger igennem hele udviklingsprocessen. Se bare på Usability Maturity Model. For den handler langt overvejende om at sikre, at de rigtige metoder, processer, ressourcer og kompetencer er til stede i organisationen.
Så usabilityfolk skal holde op med at skyde på pianisten, men i stedet skyde på barejeren.
Det ændrer dog ikke ved den udfordring der stadig eksisterer. Det ændrer heller ikke ved at usabilityfolket, til stadighed må arbejde på at sælge budskabet, til både udviklere og ledelse, uanset hvor træls det kan blive i længden (vi ved vi har ret?). Det ændrer heller ikke ved, at vi skal blive ved med at finde gode måder at gå fra idé og koncept til teknologi, uden at tabe brugerne og os selv på vejen.
Men alt det ved vi jo godt…
iOle
