Denne udsøgte analogi, dækker over en af de mest mærkelige erfaringer jeg har ved at arbejde med og diskutere designprocesser software-udvikling.

Se, analogien skal oversættes som følger: Vi ved godt at ubrugelige produkter på sigt kommer til at koste os kassen (den kolde tis i bukserne), men lige nu og her, er det besværligt, svært og også lidt dyrt at lave iterativ og konsekvent kvalificering af vores design - så det gør vi ikke (det er her vi tisser i busserne).

Jeg hører det gang på gang. Hvis vi tegner strækscenariet omkring fejlslagne produkter, så forstår alle godt risikoen. Men det ændrer ikke noget. Der bliver ikke skabt en ellers logisk kobling til, at denne risiko i høj grad kan styres fra projektets start.

En bekendt i usability-konsulent branchen, sagde begavet den anden dag, at der snart var flere penge at tjene på at hjælpe virksomheder med ikke at lancere produkter, som i at kvalitetssikre de produkter der faktisk sendes på markedet. Hvis han ser sådan på det, så må argumentet være, at disse virksomheder sparer mange flere penge ved ikke at gå ind i de udviklingsforløb.

Det underlige er, at det regnestykke er så svært at fange. Et par papirtests kan afsløre alvorlige problemer i koncepter og design, på et tidspunkt hvor der ikke er kodet en eneste linje – for slet ikke at tale om at lacere et skidt produkt. Hvorfor er det, at det faktum systematisk ignoreres? Jeg  har ærligt talt svært ved at forstå det.

Her er et par gæt:

1. Ingen i projektet tænker tanken, fordi den kompetence (viden, erfaring, faglighed) ikke er til stede
2. De der tager beslutningerne, har travlt med at få skidtet færdigt og skal ikke stå til ansvar for brugen
3. Nogen tænker tanken, men ved ikke helt hvordan eller tror det er meget svært
4. Virksomheden ser det erfaringsbaseret som en kalkuleret risiko, at nogle produkter fejler
5. Virksomheden har en erklæret strategi om at leve farligt, skide på risiko og bare tage skraldet når det nogengange rammer virkeligheden

Hvad tror du?

Mange gange er det enkeltpersoner, tilfældigheder eller lokale erfaringer, der i organisationen styrer kvalificeringen af koncepter og design. Sådan blev jeg selv ansat i mit nuværende job, tak for fremsynet, skal jeg hilse og sige. Men derfra kan der være langt til den formelle og strategisk funderede tilgang i organisationen.

Fra nu af synes jeg virksomhederne skulle tisse en lille smule, hvorefter jeg kan hjælpe med at kvalificere hvor store forfrysningerne i skridtet bliver. Så kan man lettere, på dette tidlige tidspunkt, tage stilling til om man vil tisse mere, eller vente lidt og prøve igen. Måske kan man så nå nogenlunde tørskoet hjem på lokum.

Nu har SAP oppet sig og tilbyder en ny browserbaseret og meget website-agtig brugergrænseflade. Det bliver den ikke nødvendigvis mere brugervenlig af, selvom SAP ynder at kalde den “intuitiv” (hvilket virkeligt er et definitions-spørgsmål). Uanset, så ville denne kollega gerne se giraffen. Så vi kiggede lidt på den:

Så vi (du og jeg) skal huske dette mantra: “Brugen, den skal kvalificeres af brugerne!”