Tanker om usability

Som opfølgning på forudgående indlæg, vil jeg gøre mig nogle tanker omkring de ting Paul Sherman skriver i sin keynote til UPA-China konferencen. Primært handler det om at være “Change agent” og at tænke sin rolle som usability-kompetence som strategisk.

Hr. Sherman har for øvrigt i en mail til mig, henvist til sin egen tidligere artikel, som jeg også inddrager her, som det filter jeg nu engang er på sådan en blog.

Pointen er grundlæggende, at de ansatte i en organisation tilhører forskellige kulturer, fx udviklere, ledere, analytikere osv, som skal arbejde sammen, på tværs af disses etablerede kulturers perspektiver og handlemønstre. Det er sådan set gammel lærdom, særligt indenfor usability, hvor det altid beskrives som en vigtig (og tro mig, meget relevant) problemstilling i usability-arbejdet.

Det nye for mig er, at ideen om denne “bridging the gap” – at bygge bro ( eller at facillitere) mellem de forskellige kulturer – er den primære opgave når man arbejder med usability og User Experience. Ikke de konkrete arbejdsopgaver, hvori der analyseres, designes og evalueres. Disse værktøjer kan så til gengæld bruges, ikke bare til at forbedre et produkts brugbarhed, men også til at håndtere denne facilitering mellem kulturerne. Naturligvis med bedre brugbarhed som resultat.

Ved ikke om det er for indforstået og om det giver mening – du kan vælge at læse artiklen selv først. Men uanset, så er det en rolle/udfordring, jeg kender uendeligt godt fra mit eget arbejde: At vedvarende at gøre opmærksom på hvordan organisationen kan ændre processer og metoder, for at arbejde mere brugerorienteret og med større fokus på at sikre analyse, design og evaluering af brugerdialogen fra start til slut (og i bredden).

Paul Sherman har disse punkter i sin præsentation, om Change Agents rolle:

•  The never‐ending effort to maintain and
  improve our organizations’ focus on the user.
• Help our neighboring disciplines develop a
  clear, accurate picture of the users’ goals,
  needs, motivations, and struggles.

Man kunne kalde dem en skags meta-opgaver. De er implicitte, som et resultat af det arbejde man udfører, men det nye er, at de også skal være bevidste og indgå som konkrete opgaver eller muligheder der skal håndteres specifikt.

Læser man kommentarerne til artiklen (altså den jeg linker til), vil man også se, at der (helt korrekt) henvises til to andre dimensioner. Den ene er, at der i en virksomhed, bør være en “UX officer” – altså en mellemleder med ansvar for strategisk usability. Det giver enorm god mening, men faktum er også, at det er meget sjældent er tilfældet at en sådan findes. Den anden kommentar går på, at der kan være modstand i organisationen mod at ændre på den måde tingene gøres – hvilket igen gør det til en særligt krævende opgave, at blive ved med at være den der prøver at skaber organisatorisk forandring.

For det er den sidste tanke jeg gør mig. En ting er at konceptet for rollen som usabilitykompetence, er at man som vilkår bør opfatte sig selv som “forandringsagent”, et andet er også om man er villig til det. Særligt hvis man ikke har den jobbeskrivelse beskrevet eller underbygget. Så kan det ende med at blive et personligt projekt, en magtkamp, noget op ad bakke.

Min oplevelse, efter to år som informationsarkitekt, har derfor også været, at man skal prøve at undgå at se det som modstand, som en udfordring eller en blokering af det man står for, men i stedet se det som en interessant opgave eller kærkommen mulighed. At være med til at skabe forandring – lille eller stor - In the name of usability, er en interessant opgave, mener jeg. Så for mig har det været en hjælp at prøve at ændre perspektiv. At tænke det som noget nyt, spændende, noget alle har glæde af – som en god idé, noget der kan hjælpe andre og hele produktet. I stedet for at tænke det som et problem man altid skal slås med (uanset set om det reelt er situationen).

Så jeg er med på “change agent”, jeg er med på “strategic usability” – men kun de dage hvor jeg ikke er for træt, for det sgu som regel en tung opgave…
Og, noget der altid har undret mig. Hvorfor er det altid usabilitykompetencens opgave? Hvorfor er det aldrig udviklernes? De må da være ligeså interesseret i produktets kvalitet i brugen. Nej, åbenbart ikke. Men svaret ligger måske igen i den artikel/præsentation. Det er altså vores opgave, netop fordi det er det der er opgaven. Ok, her nærmer vi os måske mere en personlig erkendelse, snarere end noget andre kan lære noget af. Så jeg lukker den her…

Olpi (Yo, Moppi)